Hvordan identificerer man et urs ægthed?

At identificere et ur har faktisk regler, der skal følges. Ure er forskellige fra kalligrafi, maleri eller porcelæn, fordi selve tidsmåleren er en præcis og kompleks mekanisk enhed, hvor nogle dele er ekstremt små og sarte; det er umuligt for replika-håndværk ikke at afsløre fejl. Forfalskning er hovedsageligt beregnet til at snyde dem, der ikke forstår, og det er umuligt for et replika-ur at blive lavet præcistmagen til et ægte. Nedenfor vil vi specifikt introducere nogle metoder til at identificere ægtheden af et ur. Det kræver naturligvis også større forståelse og forskning; jo mere du studerer og observerer, jo mere vil din evne til at identificere naturligvis forbedres.

    I. Urværkskomponenter:

    (1) Betragtning af urværkets overflade
　　
    Nogle vigtige urværksdele er relativt nemme at se på overfladen eller på Unuhjulets bro, såsom stødabsorberen. Der er forskellige mærker og kvaliteter; low-end-modeller bruger almindeligvis trekantede stødabsorbere, som ses hyppigt på replika-ure. Bedre modeller bruger INCABLOC, mens high-end-ure generelt bruger KIF-stødabsorbere, såsom dem fra Rolex, Vacheron Constantin, Patek Philippe, Audemars Piguet osv. Hvis du observerer omhyggeligt, vil du opdage, at selv når det samme urværk bruges, er specifikationerne for stødabsorberne forskellige. For eksempel bruger både Omega og Tudor ETA 2892-urværket, men Tudor bruger KIF, mens Omega bruger INCABLOC. High-end-ure har high-end traditionelle praksisser; normalt er kombinationen af en KIF-stødabsorber og en snekkedrevs præcisionsjusteringsstruktur (kaldet 'Etachron') kendetegnene for et high-end urværk. I det mindste bruger de en mikrojusteringsmekanisme med excentriske skruer.
　　
    (2) Materiale og håndværk:
　　
    Derudover er dele, der er nemmere at se, udvejsningshjulet og ankeret. Mid-to-low-end-urværker bruger ankre af messing, og overfladerne på både udvejsningshjul og anker er ikke polerede. High-end-urværker bruger ankre af stål (fordi stål har en lavere massefylde), og overfladerne på både udvejsningshjul og anker er polerede. Polering af ståldele samt dekoration og slibning af urværkets broer er væsentlige kendetegn for high-end urværker.
　　
    Unibalance: Unibalancen på et eksklusivt ur er helt sikkert guldfarvet. Faktisk varierer materialet i unibalancen; standardure bruger en zink-kobber-legering (nysølv), mens eksklusive ure bruger en berylliumlegering (BE). Beryllium er et rumfartsmateriale, der både er let og hårdt, primært fordi dets termiske lineære udvidelse er minimal, hvilket kan sikre uret præcision.
　　
    Eksklusive ure har Genèvescenen (12-krav).
　　
    Farven på urværkets overflade:
　　
    Almindelige massemarkedsurværker (herunder kvartsur) omfatter ETA, RONDA og japanske (MIYOTA), som er Citizen. Generelt er 'SWISS PARTS' graveret på urværkets bro, hvilket normalt er et urværk samlet i Det Fjerne Østen (Thailand), hvorimod urværker med forgyldte broer for det meste er originale.
　　
    (3) Markeringer på urværkets bro:
　　
    Tidligere havde mange ure egne urværker, såsom Jaeger-LeCoultre, Movado, Omega, Enicar, Longines osv., kendt som 'fuldservicesproducenter af ure'. I dag køber de dog alle sammen urværker for at styre omkostningerne, primært ved hjælp af schweiziske ETA-urværker. (Der plejede at være mange urværksfabrikker i Schweiz, såsom ST, AS, FHF, F, men de ses stort set ikke længere.)
　　
    Billigere ure bruger RONDA (kvartsur). Alle bruger ETA, og for at skille sig ud graverer de primært deres eget logo på rotorhjulet. Da rotorhjulet er et metal med en forholdsmæssig høj vægtfylde, kan det ikke stemples med bogstaver. Kvartsur udskriver deres eget mærke på printkortet. Cartier bruger også ETA, men har sine egne speciallavede broer.
　　
    Derudover har mekaniske ure generelt et sæt specielle bogstaver på kanten af balancens placering på hovedurværkspladen.

    Ethvert ur har sit eget mærke, så selv hvis et urværk bliver udskiftet, eller et ur bliver samlet, kan det stadig opdages.
　　
    Desuden bruger nogle berømte urmærker også ETA-urværker, men de gennemgår normalt yderligere finbearbejdning (polering). En anden funktion er, at de selv navngiver urværksnumrene, såsom Longines, Rado og Enicar (for eksempel Enicar ETA 2671, urværkets bundplade er graveret med 'AR 770'. Den udsendte engang en meddelelse om, at hvis der ikke er 'AR' på urværkets bundplade, er det et replikaur!)
　　
    II. Tjek mærkaterne

    Nogle ure har iriserende mærkater på bagkassen: for eksempel Rolex. Et kopieur har blot et stykke grønt papir uden iriserende effekt. De iriserende mærkater på bagkassen af ​​tidlige Titoni-ure var også lavet ret godt.

    III. Undersøg de subtile detaljer i det ydre:
　　
    De såkaldte subtile detaljer refererer primært til skiven; visernes håndværk illustrerer det bedst. Visere på kopierure laves sjældent godt; for eksempel kan visernes spidser hænge, ​​viserne er måske ikke flade, lysstyrken kan være ringe, eller visernes kanter er måske ikke markante. For eksempel er halen på en Rolex-sekundviser afrundet, hvor den på en kopi er flad, og halerne på nogle kvartsurets sekundvisere er gjort tykkere for at skabe balance osv.
　　
    Undersøg derefter skiven, de engelske bogstaver og inddelingerne. På en Rolex er trykket for eksempel usædvanligt skarpt med en blank lakfinish og sidder en smule hævet. Kopierure formår ikke at opnå dette. Det observeres ofte, at kopierure som Rolex og Piaget har et sløret tryk, som ikke dækker overfladerne fuldstændigt. Skiverne på prestigefyldte ure kan ikke kopieres realistisk; de komplekse computergenererede skiver på en Rolex er ekstremt vanskelige for kopier at efterligne nøjagtigt.

    IV. Inspektion af glasset
　　
    De nuværende fremstillingsstandarder for urglas er ekstremt høje, hvilket gør glas på kopierure næsten identiske med ægte, bortset fra at nogle mærker påfører et signaturmærke på glasset, såsom tidlige Omega- og Rado-modeller. Moderne Rolex-ure har også et lille laserætset kronelogo på glasset ved 6 o'clock-positionen, bestående af en meget lille linje med Rolex-bogstaver.

    Et safirglas til en Rolex koster ca. 20 yuan på Shenzhen-fabrikker, hvorimod en ægte udskiftning koster ca. 1500 yuan. Begge er safirglas, så det ydre udseende er meget ens (ægte glas har et svagt blåligt skær, hvorimod kopier er farveløse). Nylon-tætningsringene adskiller sig dog en smule.
　　
     Materialer til urglas inkluderer tidlig akryl (organisk), mineralglas og safirglas. Safir bruges nu bredt. Tidligere skulle det være eksplicit mærket som Sapphire. Kopierure kan have et safirmærke på bagkassen, mens de bruger almindeligt glas, hvilket kan opdages ved hjælp af et refraktometer. Safirenbrydningsindekser 1.76-1.77, hvorimod almindeligt glas er 1.52.
　　
    V. Kontrol af numre og serienumre:
　　
    Udvendig:
　　
    De fleste ure bærer en urkassereference og et urværkskaliber, og eksklusive ure bør derudover være udstyret med produktionsserienumre, urværkets serienumre og lænkenumre. Disse mærkninger er stemplet på både de indvendige og udvendige overflader af urkassens bagside. Derudover har nogle ure numre på indersiden og ydersiden af lænkens endeled.

    Nogle replikaure har mærkninger, mens andre ikke har. Ved nærmere eftersyn er replikamærkninger dog typisk mere overfladiske, uensartet eller skævt graverede, har forkerte skriftstørrelser, overtræder mærkets kodningskonventioner eller indeholder for mange cifre. (Rolex- og Tudor-produktionsserienumre begynder med et bogstav efterfulgt af 6 cifre, hvorimod Omega- og Rado-numre består af 8 cifre. Forfalskede Rado-ure med 13 cifre stemplet på bagkassen indikerer, at tusindvis af ure kan dele nøjagtig det samme serienummer.

    Hver urreference bærer en specifik betydning og er ikke tilfældig. For eksempel betegner Rolex 16233: 16 et automatisk herreur med dato, hvorimod 18 angiver et automatisk herreur med dag og dato. Et ciffer til sidst på 3 angiver guld og rustfrit stål, 8 repræsenterer et ur i massivt guld, 4 betegner stål med en urkrans i hvidguld, og 0 angiver urkasse og lænke i rustfrit stål, blandt andet. Mange replikaure viser tilfældige koder.Autentiske ure har et unikt, individuelt serienummer for hvert enkelt eksemplar.
　　
    Urværk
　　
    Nogle bemærkelsesværdigt velproducerede Omega-replikaer benytter ægte ETA 2892-urværker, men graveringerne på svingmassen ser meget usædvanlige ud og minder om laserætsning. Desuden er stemplingen på hovedpladen blevet forsætligt fræset væk, hvorved urværkets kaliberbogstaver er udeladt.
　　
    Hvad angår japanske ure: Ifølge Citizen-dokumentation er et urværk, der bærer graveringen MIYOTA i stedet for CITIZEN på svingmassen, ikke et ægte Citizen, da MIYOTA fungerer som Citizens eksporturværkslinje og ikke har nogen forgyldte broer.
　　
    Mange replikaure er monteret med gamle urværker anbragt i nyreplikerede urkasser. Efter at have gennemgået gentagne reparationer viser disse urværker mindre ridser på overfladekomponenter og broer samt uoverensstemmende skruespecifikationer. De nemmeste kendetegn er grat og trykmærker omkring skruesporene.

    VI. Inspektionsstempler og klemmer

    Inspektion af stempler gælder primært for ure i massivt guld og ædelmetaller. Kopistempler er typisk slørede, utydelige eller skæve selv efter flere stemplinger. Ægte ure har dybe og skarpe stempler. Disse markeringer er normalt stemplet på inder- og ydersiden af urkassen, hornene, lænkerne og på spænderne til læderremme.

    Når der bruges forgyldte eller rustfri stålurkasser til at efterligne urkasser i massivt guld, kan de kun vise 18K uden de officielle stempler, og en simpel vægtsammenligning afslører forskellen. Urkassebaggrunde på kopier er ofte gjort bevidst tykkere, nogle gange endda vægtet med blyindsatser. Selvom rustfrit stål er svagt magnetisk, kan det stadig tiltrækkes af et stærkt magnetfelt; ophængning af uret i en snor gør det muligt at teste med en neodymmagnet.
　　
    For forgyldte urkasser, hvor forgyldningstykkelsen overstiger 10 mikron, er numeriske stempler obligatoriske, såsom G10, PL10 og PLATED10. Omega-forgyldning på f.eks. 20 mikron angives af et 20-stempel præget på urkassens horn; forgyldning under 10 mikron klassificeres blot som lav kvalitet.
　　
    VII. Undersøgelse af ædelstene og fatningshåndværk
　　
    Kopidialer anvender ofte rhinesten eller syntetisk zirkonia. Selv når der bruges ægte diamanter, er fatningerne ofte ujævne med inkonsekvente stendiametre, varierende størrelser eller skårne sten. Eksklusive ure undgår rhinesten helt, da ægte ædelmetaller og ædelstene er afgørende for at formidle luksus.

    VIII. Inspektion af skjulte områder:
　　
    Autentificering i professionel kvalitet kræver inspektion af adskilte udvendige komponenter og urværkskomponenter, især i de mest skjulte områder såsom lænkestifter, rør og led. Dette skyldes, at selv de mest sofistikerede kopier fejler i at efterligne disse specifikke dele, som ofte viser markante forskelle fra ægte ure.　　
　　　　
    For eksempel er både urkassen og lænken på en Rolex 16238 fremstillet af 18K guld. En kopi kan fremstilles, så den ser identisk ud med et ægte ur, men den vil konsekvent veje to gram mindre. Hvorfor er det sådan? Håndværket bag lænkeleddene er forskelligt. Dette gælder også for den mest almindelige 16233. Desuden har den massive guldkrans på en Rolex et kroneemblem, der kun er synligt, når den fjernes, hvorimod kopiure mangler denne detalje.
　　
    Fjederstene (de elastiske forbindelsesled mellem urkasse og lænke) på kopiuire er typisk indkøbte standardkomponenter, hvilket gør dem anderledes end ægte ure. Et godt eksempel ses på Rolex-ure. Hvis man undersøger dette område først, når man håndterer uret, afslører det straks urets natur. Ligeledes benytter mærker som Rado og Omega specialfremstillede fjederstene, hvorimod kopiuire adskiller sig væsentligt.
　　
    Derudover er der væsentlige forskelle på kronrøret mellem ægte ure og kopiuire, herunder selve installationsprocessen. På ure i massivt guld er kronrøret ligeledes i guld, hvorimod en kopimodel kan have et stålfarvet kronrør, som typisk mangler indvendigt gevind. Dette kan observeres ved at trække kronen ud.