tourbillonernes "fejl"

“Rolex er endeløst, hvor er det godt at leve, ingen grund til at undersøge fysiske beviser”, det er teksten fra Eason Chans berømte sang "Tourbillon". Det er bare sådan, at redaktøren i sin nuværende situation ikke rigtig har mærket den følelse endnu, for de har trods alt ikke nået“så pludselig kommer efteråret, og når man ser sig omkring, er alt det, der burde være der, der allerede” den slags højde! Dog har redaktøren stadig en vis forståelse for den store opfindelse, som er“tourbillonen”.

ur-entusiaster vil bestemt ikke være ubekendte med tourbillonen,1795år opfandt den store urmagermester Louis.Breguet en ureguleringsenhed, der kombinerer hele gangpartiet og kan rotere uafbrudt med konstant hastighed. Formålet med dette er at minimere tyngdekraftens påvirkning af“gangpartiet”i ure og derved forbedre tidsvisningens nøjagtighed. For en mere detaljeret analyse kan du konsultere Baidu; redaktøren vil her primært diskutere tourbillonens“ulempestykker”.

Jaeger-LeCoultre Tourbillon-serien

    Efter Abraham-Louis Breguets opfindelse af tourbillonen har berømte urmærker som Jaeger-LeCoultre, Audemars Piguet og Hublot alle produceret deres egne tourbillon-ure, som er blevet mere og mere komplekse, i takt med at de stræber efter æren som den bedste urmager. Men som Kahlil Gibran udtrykte det: “Vi har allerede vildes så langt bort, at vi har glemt, hvorfor vi drog af sted”. Faktisk var det sådan, at da hr. Breguet oprindeligt opfandt tourbillon-mekanismen, var den primært beregnet til lommeure. I modsætning til moderne armbåndsure bæres lommeure ikke på håndleddet; de lægges eller placeres typisk i en vestelomme. Det skaber et problem: Da et lommeur forbliver i den samme position i længere perioder, forårsager tyngdekraften, at de nederste dele af urværket udsættes for et større tryk og en større friktion. Over tid ville disse urværksdele blive slidt, hvilket dermed påvirker tidtagningens nøjagtighed.

I takt med at urets visere har tikket videre, har menneskeheden tilbagelagt200år, og lommeure har gradvist udviklet sig til de armbåndsure, vi bærer i dag. Forudsat at vi er førligt rørige, ændrer urene på vores håndled konstant position i løbet af dagen med vores armes bevægelse i stedet for at forblive “statiske” som et lommeur. Selvom disse bevægelser ikke er så regelmæssige som en tourbillon, kan man ikke afvise, at de spiller en betydelig rolle i at afbøde virkningerne af tyngdekraften på urværket. Følgelig er funktionen af ​​en tourbillon-mekanisme i et armbåndsur stærkt reduceret.

Tourbillonen, der oprindeligt blev tænkt til at forbedre tidtagningens nøjagtighed, ser nu ud til at have mistet sit oprindelige formål. De fleste tourbillon-ure produceret af mærker som Jaeger-LeCoultre og Hublot har gennembrudte eller skeletterede designs for dybest set at fremvise deres sofistikerede håndværk. Alligevel kan sollys også “nå” det, du kan se. På grund af det gennembrudte design er tourbillon-delene praktisk talt udsat for direkte sollys, med det resultat at delene og smøremidlerne opvarmes, hvilket forstyrrer mekanismens funktion og forkorter dens levetid. Man kan argumentere for, at en sådan virkning er ubetydelig, men glem ikke, at mange mesterurmagerne opfandt disse komplikationer blot i håb om at forbedre urets nøjagtighed ved at1sekunder eller endda mindre. De stræber efter perfektion, og i en verden af perfektion er intet ubetydeligt. På dette punkt kan man ikke undgå at beundre Patek Philippe, urmagerecensurens titan, fordi deres tourbillon-mekanisme ikke kan ses gennem krystalkassebunden; de holder mekanismen “skjult”.


    Mærker er fuldt ud klar over, at det har sine ulemper at vise tourbillonen frem, så hvorfor bliver de ved med at gøre det? Sandheden er, at tourbillonens primære rolle i dag ikke længere er tidsjustering, men derimod æstetisk appel. Mærker fremviser uafbrudt deres unikke design, fordi eksklusivitet fremhæver deres værdi. De lægger stor indsats i finishen af tourbillon-komponenterne; det må indrømmes, at dette er ekstremt tidskrævende og kræver høje færdigheder, hvilket resulterer i et slutprodukt, der ikke blot er visuelt slående, men også bliver et midtpunkt for urentusiaster. Ikke desto mindre burde en tourbillon teoretisk set stadig udvise mindre afvigelser end et standard mekanisk ur. Men med konstante fremskridt inden for moderne urmagernøjagtighed og fremstillingsgennembrud opnår almindelige luksusure allerede usædvanligt små afvigelser, der kan konkurrere med tourbillonen. Følgelig overstiger tourbillonens visuelle appel og mærkeværdi nu langt dens praktiske nytteværdi.

Når det er sagt, er dette på ingen måde et forsøg på at nedgøre tourbillonen – hvem vover at benægte mesterværket af Mester Breguet? Det er blot sådan, at dens formål med tiden, som så meget andet, har ændret sig. Desuden, når vi køber et ur, er det så ikke ofte for at gøre et godt indtryk og vise vores status? I den henseende opfylder tourbillon-ure stadig i høj grad moderne bæreres krav.