Forskelle i vandbestandighed for luksusure

På grund af den hurtige udvikling af sportsure er vandbestandighed blevet så almindeligt, at vi ofte tager det for givet. Et nærmere eftersyn af denne almindelige funktion afslører dog dens finurligheder.

Sådan gøres et ur vandbestandigt:

Flere faktorer bidrager til et urs vandbestandighed. Den vigtigste er pakningen eller O-ringen, som er fremstillet af gummi, nylon eller teflon. Den skaber en vandtæt forsegling ved samlingerne mellem glasset, kassebunden, kronen og urkassen. For kronografer har trykknapperne også pakninger. Derudover er vandbestandige urkasser foret med tætningslag for at forhindre vandindtrængning. Urkassens tykkelse og materiale er også vigtige faktorer for at afgøre, om et ur trygt kan bære under vand.

Brugen af en skruekrone- eller skruebagkasse i stedet for en trykpasning hjælper også på vandbestandigheden. Mange dykkerure bruger en skruekrone for at forhindre vand i at sive ind gennem optrækshullet. Stramning af kronen skaber en vandtæt forsegling, meget lig forseglingen mellem et glas og dets skruelåg.

Hvorfor ikke mærke det som "fuldstændig vandtæt":

Ifølge retningslinjer udstedt af US Federal Trade Commission kan urforhandlere ikke mærke deres ure som "fuldstændig vandtætte". Selvom et ur er designet til dybhavsdykning, kan det ikke hævdes at være fuldstændig vandtæt.

Hvad er de forskellige niveauer af vandbestandighed:

Ure med det laveste niveau af vandtæthed er kun mærket "vandtæt"; disse kan modstå stænk, men bør ikke nedsænkes i vand. Det næste niveau, som mest almindeligt er mærket som vandtæt til 50 meter, indikerer, at uret er egnet til svømning; det næste niveau er 100 meter, hvilket indikerer egnethed til snorkling; efterfulgt af 200 meter, der er egnet til rekreationsdykning med dykkerudstyr; og endnu længere til utrolige 1000 meter. Peter Purtschert, teknisk direktør hos Breitling USA, påpeger, at ure på dette sidste niveau kan bruges til dybhavsdykning med pakninger lavet af materialer, der modstår helium i en dykkers dekompressionskammer. Visse ure er udstyret med en ventil, som bæreren kan bruge til at lukke helium ud, der er trængt ind i uret, for at forhindre urkassen i at revne, når uret og dykkeren vender tilbage til normalt atmosfærisk tryk. Den vandtæthedsdybde, der udtrykkes i meter, er kun en teoretisk værdi. Den henviser til dybden, når både uret og vandet er helt stille. Denne statiske tilstand eksisterer ikke i den virkelige verden for svømmere eller dykkere. I det virkelige liv øger bevægelsen af bærerens arm i vand markant vandtrykket på uret, så det bør ikke bæres i den teoretiske dybde, der er angivet af laboratorietestmaskiner.

I specifikationer for vandtæthed står ATM for "atmosfære", hvilket svarer til trykket på en dybde af 10 meter. En anden betegnelse for atmosfærisk tryk er bar, som ofte bruges i Europa.

Vandtæthed er ikke permanent og afhænger af flere faktorer, hvor hvoraf nogle påvirkes af slid eller tid. Pakninger kan tære eller deformeres, urkassen kan blive beskadiget, eller glasset kan løsne sig eller revne. Ligesom din bil og dine tænder kræver et ur derfor forebyggende vedligeholdelse og eftersyn.

Sådan testes vandtæthed:

Der findes grundlæggende to maskinbaserede metoder til test af vandtæthed, kendt som "tørre" og "våde" tests. Ved den tørre test påføres uret lufttryk, og urkassen måles for udvidelse på grund af luftlækage. Hvis den udvider sig, er uret ikke vandtæt. I en type "våd" test påføres uret først lufttryk, hvorefter det nedsænkes i vand. Hvis der opstår bobler, mens uret er under vand, indikerer det, at der allerede var sivet luft ind i uret før nedsænkningen, hvilket betyder, at det ikke er vandtæt. En anden "våd" test involverer at placere uret i et lille kammer fyldt med vand og derefter sætte det under tryk med et stempel. Hvis der trænger vand ind i uret, indikerer det, at uret ikke er vandtæt.